Om mig​

En passion for at forstå, formidle og understøtte kroppens natur på brugerniveau

Hej, mit navn er Kenneth Robert Boggs, og jeg er en helhedsorienteret ergonomisk vejleder, kropsterapeut og terapeutisk filosof. Jeg har en passion for at forstå, formidle og understøtte kroppens bæredygtige holdnings- og helingsegenskaber på brugerniveau. Dvs. igennem terapi og vejledning at hjælpe dig til at stoppe med at gå imod din krop, og i stedet leve mere på kroppens præmisser og herved opnå større velvære. Det er i dette lys, man skal forstå min virksomheds navn: gå MED din krop.

Stop med at gå imod din krop

Det er min oplevelse, at mange desværre alt for længe har gået imod deres krop, når de begynder at opleve plagsomme muskelsymptomer i kroppen. Og man går kun yderligere imod kroppen og ”skyder budbringeren”, når man bekæmper sine plagsomme symptomer (budskaber), som var de selve problemet. Få vælger dog bevidst at gå imod kroppen. Det sker oftest på grund af manglende viden og forståelse.

Min Mission

Jeg ser det derfor som den overordnede mission for min ergonomiske vejledning og terapeutiske praksis at give dig muligheden for:

  1. At forstå, understøtte og opleve din krops helings- og holdningsegenskaber bedre.
  2. Så du kan stoppe med at gå imod din krop og de symptomer den kommunikerer til dig i form af vigtige budskaber.
  3. Så du atter kan leve mere på din krops præmisser, og bedre kan imødekomme dine plagsomme muskelsymptomer, forstå dem, forebygge dem og føle dig som et helt menneske igen.

“Bæredygtige siddeegenskaber på kroppens præmisser, der gør din stillesidning mere aktiv og udholdende samt mindre fastlåst og plagsom.”

“Helhedsorienteret problemløsning, der understøtter kroppens helende selvregulering og sociale regulering og giver dig den fornødne hjælp til selvhjælp.”

Vigtige grunde til at
gå MED din krop

At gå Med din krop betyder også både at lade kroppen tage styringen i helingsprocessen og i dobbelt forstand varetage et bæredygtigt niveau af muskelspænding i de aktiviteter, du kaster dig ud i i dagligdagen. Kroppen har en fantastisk indbygget evne til helende selvregulering og social regulering, hvis vi blot giver den de rette arbejdsbetingelser. Når vi således går med dens visdom, må vi for en stund tage styringen væk fra vores kontrollerende intellekt. Der er naturligvis plads til begge disse ”aktører” i vores hverdag, men kroppens visdom og sindets intellekt har markant forskellige spidskompetencer, og at kende disse bedre har afgørende betydning for, hvorvidt du ender med at gå med eller imod kroppen. Sidst, men ikke mindst, betyder ”gå Med din krop” også at blive venner med kroppen igen og vinde din tillid til og alliance med kroppen tilbage. Dvs. at blive ét med din krop.

Enden på en sandhedsforvridende myte

For faktisk har du slet ikke en krop – du er din krop. Du og den krop, du løbende oplever, er lige så uadskillelige, som kroppen er det fra sin skygge. Efter mange års underlæggelse af det man roligt kan kalde en kropsobjektiviserende kultur (en tingsliggørelse af kroppen), har de fleste desværre fået det forhold til kroppen, at den er noget man kan kontrollere på armslængdes afstand – at man kan vælge aspekter af kroppens fremståen og formidling til eller fra efter forgodtbefindende. Man har hermed mistet tilliden til kroppen og samhørigheden med dens førnævnte visdom, og ladet et underkvalificeret intellekt tage teten.

Mine kvalifikationer

Følgende formelle kvalifikationer har lagt fundamentet for mit helhedsorienterede terapeutiske, vejledende og filosofiske virke:

 

  • Professionsbachelor i psykomotorik fra VIA UniversityCollege i Randers (med speciale i ergonomi).
  • Kandidat i pædagogisk filosofi fra DPU, Aarhus Universitet (med speciale i sundhedsfilosofi og smertefænomenologi).
  • Certificeret lærer i Alexanderteknik fra Brighton Alexander Technique College i Brighton, England.
  • Certificeret biodynamisk kranio-sakralterapeut fra Craniosacral Educational Trust i London, England.
  • Studier og talrige workshops i Anatomy of Wholeness og LearningMethods hos David Gorman.
Scroll to Top