I den forrige artikel blev fundamentet lagt for at forstå nogle af de forhindringer tilbage i barnets tidlige bevægelsesudvikling, der har haft betydning for, hvorfor vi som voksne sjældent lykkes med at indfri kroppens aktive stillesiddende egenskaber. Dvs., hvorfor vi i vores kultur ofte “parkerer kroppen” i en sidde-position under stillesiddende arbejde, og kroppen derfor både forekommer at være inaktiv og fastlåst. Det er også i dette lys, man skal forstå, hvorfor den traditionelle ergonomis indsats hovedsageligt er fokuseret på at undgå følgerne af inaktiviteten og fastlåsheden og derfor sjældent adresserer den bagvedliggende årsag: den arbejdendes utilstrækkelige sidde-relation. Men væsentlig nok blev det også forklaret i korte træk, hvordan det er et trin i barnets tidlige bevægelsesudvikling, siddemodenheden, der naturligt indfrier og gradvist optræner kroppens medfødte aktive siddeegenskaber. Det er bl.a. denne evidens fra barnets bevægelsesudvikling, der er grundlaget og forbilledet for tilgangen i Fit2sit, og hvorfor/hvordan vi som voksne, stillesiddende arbejdere bør/kan genoptræne kroppens aktive siddeegenskaber. Det er desuden også fundamentet for at forstå den reelle mening bag den meget benyttede devise: use it, or lose it.
På billedet øverst ser du tre stillesiddende personer, som efter tur (fra venstre mod højre) opfylder hhv. kun det ene, kun det andet eller begge af de to uomgængelige fysiologiske krav, der samtidigt og kontinuerligt skal opfyldes, hvis man vil lykkes med at tilpasse kroppen et stillesiddende arbejde med en ønskværdig aktivitet, udholdenhed og trivsel. Med andre ord: hvis man først ønsker at blive fit til dette formål og efterfølgende ønsker at blive holdt fit af selvsamme formål. Denne fitness er selvfølgelig langt fra den eneste, som kroppen kan nøjes med i løbet af dagen!
Personen til venstre: Hun kan siges at have en ”underaktiv holdning”. Dvs., at overkroppen som et “dødt objekt” tabes til tyngdekraften, i stedet for at lade den hvile direkte på sædeknuderne (rettere end bag dem, som afbilledet), hvor understøttelsesfladens tryk ubesværet kan rejse kroppen op igennem det bærende skelet. Ryggens muskler er for så vidt inaktive, idet overkroppen hænger i musklernes overstrakte passive bindevæv. Kroppen er således havnet i en ”passiv fastlåst” sidde-position. De normalvis aktive og tilpasningsdygtige muskelfibre er inaktive og “slukkede”. Dvs., de er under elastisk stræk, men ikke aktive, og derfor kan de ikke forandre deres fysiologiske kapacitet og tilpasse sig specifikt til de givne arbejdskrav fra omgivelserne. Succesfuld tilpasning kræver som et minimum, at muskelfibrene er aktive/tændte og “melder sig ind i kampen”.
Personen i midten: Hun har en ”overaktiv holdning”. Dvs., hvor kroppen lidt for bogstaveligt holdes (jf. begrebet: kropsholdning) som et “dødt objekt” oppe mod tyngdekraften, i stedet for at lade den hvile direkte på sædeknuderne (rettere end foran dem, som afbilledet), hvor understøttelsesfladens tryk ubesværet kan rejse kroppen op igennem det bærende skelet. Ryggens muskler er overaktive i anstrengelserne på at holde overkroppen positioneret, og kroppen er for så vidt ”aktivt fastlåst” – en anden variant af en sidde-position. De normalvis moderat aktive og tilpasningsdygtige muskelfibre er overaktive og låste. Dvs., de er aktive, men ikke under elastisk stræk og kan derfor heller ikke her forandre deres nuværende fysiologiske kapacitet og tilpasse sig specifikt til de givne arbejdskrav fra omgivelserne. Succesfuld tilpasning kræver som et minimum, at musklerne er mindre aktive og “omstillingsparate”.
Personen til højre: Hun har en bæredygtig holdning (bogstavelig talt), som er foranlediget af en ideel sidde-relation til understøttelsesfladen takket være kroppens optimale placering på sædeknuderne, hvorfra stolesædets tryk ubesværet kan rejse kroppen op igennem det bærende skelet. Væk vil være oplevelsen af kroppen som et “dødt objekt”, der enten løftes eller tabes efter forgodtbefindende. Når muskelfibre således er i balance (dvs. hverken er overstrakte eller overlåste), er både de aktive og passive fiberkomponenter engagerede med hhv. spænding og stræk, så man meget rammende kan påstå, at musklens funktionelle helhed bliver større af summen af dens (passive og aktive) dele. Denne helhedstilstand opfylder med andre ord det uomgængelige fysiologiske dobbeltkrav til holdningsmuskulaturen: elastisk stræk i bindevævet + spænding i muskelfibrene. Kun når dette dobbeltkrav opfyldes og kontinuerligt opretholdes, kan muskulaturen løbende og over tid tilpasse sig og udholde længerevarende stillesiddende arbejde på en ulåst og anstrengelsesfri måde.
Når vi kommer til verden efter en 9 måneders ”flydende tilværelse” i fostervand, har holdningsmuskulaturen endnu ikke været behøvet og er derfor endnu ikke aktiveret. Dette er grunden til at barnet straks efter fødsel påbegynder dets bevægelsesudvikling – et “skræddersyet fitnessprogram” – der genetisk udklækkes med det formål at gøre barnet i stand til at begå sig selvstændigt i motorisk balance på Jordens overflade. Helt fra starten skal det hjælpeløse spædbarns hoved således understøttes af en hånd, men med tiden udvikler barnet dets holdning og motorik gennem de forskellige udviklingstrin og får herigennem gradvist kroppens holdnings- og bevægeapparat trænet op.
Hvis vi over en længere tidsramme helt stopper med at bruge nogle af disse specialoptrænede og særdeles ressourcekrævende holdningsmuskler, er det, at kroppen gør brug af sit økonomiseringsprincip: use it, or lose it. Vi mister med andre ord det, vi ikke længere bruger, så de ubenyttede, værdifulde byggesten i disse specialmuskler kan benyttes mere belejligt andetsteds i kroppen. Får vi på noget tidspunkt (atter) brug for flere holdningsmuskler, er det, at vi er nødt til at honorere det ovenfor beskrevne fysiologiske dobbeltkrav for at kunne opnå en optimal tilpasning – en bogstavelig fitness. I vores moderne kultur har vi desværre en tendens til at bruge vores muskulatur på en så tilstrækkelig ubalanceret måde, at vi oftest kun får opfyldt ét af de to krav ad gangen (jf. de to første personer på billedet med rød påskrift). Derfor får muskulaturen oftest ikke den fornødne kapacitet til at kunne understøtte og udholde et stillesiddende (eller -stående) arbejde.
I den næste artikel vil jeg komme mere præcist ind på, hvad det er for en fysisk lovmæssighed, der sikrer, at vores krop får den fornødne opdrift i Jordens tyngdefelt, så muskulaturen hverken under- eller overaktiveres. Der er tale om en udefrakommende “gratis kraft”, som overordnet set gør det muligt, at kroppen holdes oprejst og aktiv med minimal muskelkraft (jf. børnene afbilledet i den forrige artikel). Foreløbig har jeg refereret til sædeknuderne og trykket op igennem det bærende skelet og begrebet sidde-relation. Men hvad er det mere præcist, vi får fra denne nødvendige og intime relation mellem kroppen og Jordens overfalde?
Har du allerede en ide om, hvad det er for en opadgående “gratis kraft”, der sikrer kroppens opdrift som modsvar på tyngdekraftens nedadgående kraft?
